Siden den 2. august 2026 har virksomheder haft pligt til at mærke visse former for AI-genereret indhold. Reglerne følger af artikel 50, stk. 4, i EU’s AI-forordning og betyder bl.a., at AI-genereret eller -manipuleret billed-, lyd- og videoindhold, der i væsentlig grad ligner virkelige personer, steder, genstande eller begivenheder mv., skal markeres tydeligt, så modtageren kan gennemskue, at indholdet er kunstigt skabt.
Også visse former for AI-genereret tekst om emner af offentlig interesse er omfattet, medmindre indholdet har gennemgået menneskelig redaktionel kontrol.
Dansk Erhverv følger udviklingen tæt og inviterer til webinar, hvor de giver det seneste overblik over, hvad reglerne betyder i praksis – herunder hvilke undtagelser der findes, og hvad I som virksomhed bør have styr på nu, hvor reglerne er trådt i kraft.
Som medlem af Kosmetik- og hygiejnebranchen har du mulighed for at deltage gratis.
I webinaret kommer Dansk Erhverv bl.a. ind på:
• Hvad betyder de nye regler helt konkret for jeres virksomhed?
• Hvilke undtagelser gælder – fx ved redaktionel kontrol af tekst?
• Hvad er status på kravet om maskinlæsbar mærkning, som først gælder fuldt ud fra 2. december 2026?
• Hvordan undgår I de mest almindelige faldgruber?
• Hvem fører tilsyn, og hvad kan en overtrædelse koste?
Målgruppe: Webinaret er relevant for medarbejdere og virksomheder, der arbejder med AI-genereret indhold, kommunikation, marketing, sociale medier og digital markedsføring, samt andre, der har ansvar for virksomhedens brug af AI.
Pris: Webinaret er gratis for medlemmer af Kosmetik- og hygiejnebranchen
Send en mail til info@kosmetikoghygiejne.dk, hvis du ønsker at deltage.


