Danske mænd er ligeglade med solcreme

Hver fjerde danske mand bruger aldrig solcreme, når de er i solen i Danmark. Og halvdelen bruger slet ikke solcreme, når de er på stranden eller solbader, viser en ny undersøgelse om danskernes brug af solcreme. Overlæge advarer mod farlig tendens.

”Danske mænd er på stort set alle de parametre, vi har undersøgt, dårligere til at bruge solcreme end kvinderne. De genindsmører sig sjældnere og betydeligt flere mænd end kvinder mener, at solcreme slet ikke er nødvendigt, når man opholder sig i solen i Danmark,” siger farmaceut og teknisk og regulatorisk specialist i Kosmetik- og hygiejnebranchen, Klaus Vedel Jensen og tilføjer:

”Mange mænd forbinder solcreme med det at solbade og stege i solen ved stranden eller på terrassen. Men solcreme er lige så vigtigt, når solen står højt på himlen og man klipper hækken, slår græsset eller dyrker sport i solen. Og så er der nok også en snert af, at vi mænd glemmer, at vi ikke er usårlige, og det at smøre sig ind i solcreme bliver opfattet som noget hysteri”.

Overlæge: Mand dig op og huske solcremen

I løbet af de sidste 30 år er antallet af kræfttilfælde i huden hos mænd mere end tredoblet og flere mænd end kvinder dør af kræft af huden. Derfor er der al mulig grund til, at mændene også husker solcremen, lyder det fra en overlæge og specialist i hudkræft:

”Det er helt klart et problem, at mænd generelt er dårligere til at beskytte sig end kvinderne er, og det kommer også til udtryk i kræftstatistikkerne, hvor vi kan se, at dødeligeligheden blandt ældre mænd med hudkræft er højest. Vi ved, at det især er solskoldninger og solbadning i ungdommen, som øger risikoen for at udvikle modermærkekræft, når man bliver ældre. Derfor er mit budskab også klart; Mand dig op og husk solcremen. Når kvinderne kan, så kan vi mænd også,” siger Martin Glud, overlæge på dermatologisk afdeling på Bispebjerg Hospital og specialist i hudkræft.