Debat: Solcreme redder liv

Solcreme redder liv

Af adm. direktør i Kosmetik- og hygiejnebranchen, Helle Fabiansen.

Nu skal vi til det igen. Den nærmest rituelle udskamning af solcremer, der rammer medierne, når de første sommerdage er over os. Også Ekstra Bladet gjorde sig skyldige i det, da de på EB.dk, under overskriften ”Pas på: Hormonforstyrrende stoffer i flere solcremer” gav indtrykket af, at solcremer, der sælges i Danmark, kan være farlige at bruge.

Solcremer er ikke farlige. De er derimod et af de vigtigste våben i kampen mod hudkræft.  

I Danmark er vi blandt de lande i verden, hvor flest får konstateret kræft i huden, når vi tager højde for befolkningsstørrelse og aldersfordeling. Og antallet af hudkræfttilfælde er fordoblet i løbet af de seneste seks år. Ganske paradoksalt i et land, hvor vi må leve med omkring 120 regnvejrsdage om året. Danskerne skal bruge mere solcreme. Ikke mindre hvis vi skal formå at knække de opadgående kræftkurver. Derfor nytter det ikke noget at forsøge at bilde folk ind, at en solcreme kan være farlig at bruge. For det er forkert. Og det er til skade for folkesundheden. Der dør cirka 270 danskere om året af modermærkekræft. Hvor mange dør af at bruge solcreme? 0.

Debatindlægget er bragt i Ekstra Bladet 14. juni 2022