Flere ministre bakker op om dansk alliance der vil bekæmpe afskovning globalt

Kosmetik- og hygiejnebranchen har i samarbejde med Dansk Initiativ for Etik Handel Dansk og en række andre erhvervsorganisationer, NGO'er og ministerier startet Dansk Alliance for Ansvarlig Palmeolie for at sikre brug af ansvarligt produceret palmeolie i Danmark samt bidrage til fremdrift mod ansvarlig produktion globalt. Nu skal de netop offentliggjorte handlingsplaner omsætte ord til konkret handling hos seks af Kosmetik-og hygiejnebranchens medlemmer, der alle er en del af alliancen. Det er virksomhederne, L'oreal, Beiersdorf, Persano Group, Orkla, Purely Professional og Henkel. 

"Palmeolie er den mest brugte vegetabilske olie i verden og anvendes også i mange tilfælde som ingrediens i kosmetik og vaskemidler. Palmeolie har mange unikke plejende og rengørende egenskaber, som gør vores medlemmer produkter effektive. Kosmetik- og hygiejnebranchen vil med handlingsplanerne samt vores medlemskab bidrage til, at ingrediensen både produceres og bruges på en etisk ansvarlig og bæredygtigt måde," siger adm. direktør i Kosmetik- og hygiejnebranchen, Helle Fabiansen.

”Vores import af landbrugsråvarer skal være ansvarlig og afskovningsfri. Det er også et fokus for regeringen. Derfor er det meget positivt med den brede deltagelse fra mange forskellige centrale aktører i Dansk Alliance for Ansvarlig Palmeolie. Ambitiøse handlingsplaner er meget velkomne, og jeg opfordrer derfor endnu flere til at melde sig ind i alliancen og offentliggøre deres handlingsplaner”, siger Minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Rasmus Prehn.

Danmark importerer årligt ca. 250.000 tons palmeolie som anvendes i rigtig mange af vores almindelige produkter - herunder mange forskellige fødevarer, sæber, kosmetik, stearinlys, og meget mere. Men omstillingen til afskovningsfri palmeolie kan være kompleks for den enkelte danske virksomhed.

Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen påpeger derfor vigtigheden af at sætte handling bag ordene i brede alliancer, der kan sikre samfundsansvar og ansvarlighed hele vejen fra plantage til indkøbskurv: ”Vi har en ambition om at sikre en grøn og mere social retfærdig omstilling, der vil være til gavn for mennesker i de mest udsatte og fattige dele af verden. Det kan den danske afskovningsplan, og vores ambition om at reducere vores klimapåvirkning ude i verden være med til at gøre. Det kræver ansvar og handling. De danske alliancer for ansvarlig soja og palmeolie spiller en væsentlig rolle i at sætte handling bag ordene. Det er derfor meget positivt at se, at førende danske virksomheder, i samarbejde med øvrige aktører, går sammen for at stoppe afskovning.”

Dansk import må ikke bidrage til skovrydning Med handlingsplanerne viser en række danske virksomheder handlekraft i arbejdet med at omstille deres forretning til at anvende ansvarligt produceret og afskovningsfri palmeolieværdikæder. Det glæder miljøminister Lea Wermelin: ”Verdens skove er under et enormt pres. Fra dansk side har vi et medansvar for at sikre, at levesteder for planter og dyr ikke forsvinder. Det betyder bl.a. at vi skal arbejde for, at dansk import af råvarer fra landbrug og skov er produceret ansvarligt og ikke bidrager til skovrydning uden for Danmarks grænser. Det er glædeligt, at en række danske virksomheder nu tager ansvar og har udarbejdet handlingsplaner, som netop skal sikre, at værdifuld skov ikke forsvinder.”

Læs mere om Dansk Alliance for Ansvarlig Palmeolie