Kosmetik- og hygiejnebranchen byder velkommen til ny faglig konsulent

Marie Fog Justesen er ansat som ny faglig konsulent i Kosmetik- og hygiejnebranchen. Marie er uddannet farmaceut fra Københavns Universitet og kommer fra en stilling som faglig chefkonsulent i PharmaDanmark, hvor hun særligt har beskæftiget sig med politisk interessevaretagelse med udgangspunkt i sin farmaceutiske baggrund. De kompetencer får hun også lov til at udfolde i Kosmetik- og hygiejnebranchen, når hun begynder i brancheforeningens sekretariat 1. marts 2022.

”Jeg glæder mig til at stifte bekendtskab med et nyt fagligt område med en masse spændende medlemmer og aktører. Det er et område, hvor der i de kommende år kommer til at ske store ændringer, der får betydning for branchens medlemmer, og jeg glæder mig til at være en del af det hold, der skal italesætte hvilken værdi virksomhederne skaber for forbrugeren, hvad enten der er tale om brugen af kosmetiske produkter eller hvilken værdi god hygiejne skaber for sundheden i Danmark,” siger Marie Fog Justesen og tilføjer:

”Jeg har altid haft en stor interesse for det politiske arbejde, primært drevet af ønsket om at gøre en forskel og skabe de bedste betingelser for branchens medlemmer. Jeg har de senere år primært befundet mig i krydsfeltet mellem min farmaceutiske faglighed og politisk interessevaretagelse. Et krydsfelt jeg befinder mig rigtig godt i, og som jeg også ser frem til at være i hos Kosmetik- og hygiejnebranchen.”