Kosmetikbranchen: Nej tak til dyreforsøg

Af Helle Fabiansen, adm. direktør i Kosmetik- og hygiejnebranchen

Jeg er helt enig med MEP Niels Fuglsang, når han i et debatindlæg i Avisen Danmark 14. september skriver, at fremstillingen af kosmetikprodukter skal ske uden dyreforsøg. Kosmetik og personlige plejeprodukter er en essentiel del af vores hverdag. Også for Niels Fuglsang, der formentlig hver dag bruger flere af vores medlemmers produkter, fra han står op, til han går i seng. Tandpasta, håndsæbe, bodyshampoo og deodoranter er blot et lille udpluk af de produkter, som vores medlemsvirksomheder leverer.

Det totale forbud mod dyreforsøg i kosmetik i EU i 2013 var en vigtig milepæl i kampen for bedre dyrevelfærd. Vi bakker som branche entydigt op om forbuddet. Kosmetikindustrien har i mere end 30 år stået i spidsen for at udvikle alternativer til dyreforsøg. Vores medlemsvirksomheder har vist et stærkt og vedvarende engagement i sagen og foretaget betydelige investeringer i alternative testmetoder, der både tager hånd om dyrenes velfærd og samtidig sikrer, at produkterne på markedet trygt kan anvendes af forbrugerne.

Den europæiske kemikalielov REACH tillader i særlige tilfælde Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) at anmode industrien om dyreforsøgsdata for ingredienser, der anvendes i kosmetik. Og det er en udfordring for vores industri, som gerne vil undgå dyreforsøg helt. Derfor opfordrer vi ECHA til at sikre en etisk og ansvarlig tilgang til dyreforsøg og altid overveje om alternative dyrefri testmetoder kan anvendes.  

Forbuddet mod dyreforsøg skal udbredes globalt

Kosmetikindustrien samarbejder med andre brancheorganisationer og en bred gruppe af interessenter, herunder dyrevelfærdsorganisationer, for at udvikle et nyt globalt program, der skal være med til at fremme anerkendelsen af alternativerne. Vi har nemlig som industri et klart ønske om at udbrede de alternative testmetoder til dyreforsøg, så de bliver globalt anerkendt.