Ny branchestatistik: Flot fremgang i markedet trods coronakrise

Kommenteret af Tage Juhl Finninge/E. Sæther A/S

På trods af, at året startede med lockdown i mange butikker og storcentre, så har øget handel på nettet og genåbningen af butikkerne i april hjulpet til at bringe markedet i grønt.

Hudpleje til kvinder er samlet steget med 6 %, og taber dermed markedsandel til 45 % fra 47 % i samme periode sidste år. Hudpleje er klart den største kategori, og har haft stabil vækst de seneste år. Specielt under først lockdown i foråret 2020, steg forbruget af hudpleje sammenlignet med andre kategorier.  

Markedet for hudpleje til mænd er steget 16 % sammenlignet med 1. halvår 2020. Kategorien udgør 3 % af det samlede selektive marked, og er klart den mindste kategori.

Makeup er samlet faldet med 16 % 1. halvår 2021. Kategorien er den, som gennem hele Corona krisen har været hårdest ramt af tilbagegang. Det har en naturlig forklaring, når en stor del af befolkningen arbejder mere hjemme og ikke går til fest.

For damedufte er der fremgang på 20 %, og udgør den næststørste kategori på det selektive marked. Der har været gang i lanceringerne, og forbrugerne har haft lyst til at købe dufte igen.

For herredufte er der sket en flot stigning på 24 %. Stigningen er den højeste af alle kategorier i 1. halvår 2021. Det er unikt for kategorien, at de største mærker forbliver så dominerende. Hugo Boss og Giorgio Armani har kæmpet om pladsen som nr. 1 i mange år.

Samlet for 1. halvår 2021 ses en flot stigning i salget til detailbutikker. Faktisk er stigningen på 7 % flot, taget den delvise nedlukning i betragtning. Markedet er nu bedre end resultatet fra samme periode i 2019, og det betyder at vi forhåbentlig kan betragte Corona krisen som overstået. Det er dog værd at notere, at væksten på det selektive område i høj grad er drevet af øget nethandel, både hos omnichannel og pureplayers.

For det totale selektive marked er der således en pæn fremgang på stort set alle fronter.

Den danske økonomi er i vækst, og det giver et godt fundament for både brands og detaillister.

Beskæftigelsen er den højeste i mange år, og den økonomiske vækst vurderes at komme tæt på 4 %. Når der er fremgang i økonomien, øges villigheden blandt forbrugerne, til både at prøve nyt, mere og bedre. I år er der ingen tilskud af feriepenge i efteråret, så en fortsat vækst skal komme fra forbrugernes tillid og de spændende tiltag og oplevelser som vores branche – både brands og detailhandel tilbyder.

 

Dyk ned i hele statistikken og se hvordan de enkelte brands har klaret sig i 1. halvår af 2021