Ny rapport: Her standser du smitten med god hygiejne

I anledningen af WHO World Health Day 7. april lancerer den europæiske brancheorganisation for vaske- og rengøringsmiddelsindustrien, A.I.S.E., en ny rapport, der dokumenterer, at god hygiejne og rengøring i hjemmet er en de bedste veje til at forebygge udbredelsen af smitsomme sygdomme.

I samarbejde med den anerkendte hygiejneekspert Sally Bloomfield, æresprofessor ved London School of Hygiene and Tropical Medicine og formand for International Scientific Forum on Home Hygiene, har brancheorganisationen undersøgt i hvilke situationer, det er vigtigst at være opmærksom på sin hygiejne.

Rapporten peger på ni kritiske situationer i hjemmet, hvor risikoen for smitte med smitsomme sygdomme er størst. Det gælder, når du laver mad, spiser med hænderne, hoster og nyser i hænderne, går på toilettet, rør ved kontaktflader, plejer en syg sambo, ved tøjvask, går ud med skraldet eller når du kæler med din hund eller kat.

”Vores fokus på hygiejne og rengøring har aldrig været større end lige nu, hvor coronakrisen stadig præger danskernes hverdag. I takt med, at vi vender tilbage til et mere normalt samfund, gælder det om at holde fast i de gode hygiejnevaner, som vi har opbygget i forbindelse med coronakrisen. Der er ikke nogen grund til at lægge hånddesinfektionen på hylden, selvom vi bliver vaccineret mod COVID-19. God hygiejne handler om vores sundhed og om at kunne færdes trygt hjemme og i det offentlige rum uden at være bange for at blive smittet og syg,” siger adm. direktør i Kosmetik- og hygiejnebranchen, Helle Fabiansen.

4.500 europæere er i forbindelse med rapporten blevet spurgt om deres opfattelse af hygiejne og betydningen af gode hygiejnevaner. Undersøgelsen viser blandt andet, at 87 % af de europæiske forbrugere mener, at hygiejne og rengøring i hjemmet er vigtigt, fordi det hjælper dem eller dem de bor sammen med at undgå at blive syge eller få en smitsom sygdom.

Rapporten viser dog samtidig også, at kun 44 % af europæerne mener, at det udgør en risiko, hvis man dropper at vaske sine hænder med sæbe efter at have nyst i dem. Og kun 36 % fortalte, at de altid vil vaske deres hænder efter at have nyst i dem.

”Tallene viser, at selvom der har været talt rigtig meget om håndsprit og god hygiejne i det sidste års tid, så er der stadigvæk behov for at oplyse og lære folk om, hvornår og i hvilke situationer vi skal være særligt opmærksomme på vores hygiejne og rengøring. Vi tager et vigtigt skridt med den nye rapport og dens anbefalinger,” siger Helle Fabiansen.  

 

Læs hele rapporten her