Bæredygtig palmeolie
Palmeolie er en vegetabilsk olie, der udvindes af frugtkødet og af kernerne fra oliepalmer, der primært dyrkes i Sydøstasien. Palmeolie anvendes blandt meget andet i kosmetik og personlige plejeprodukter og vaske- og rengøringsmidler. Palmeolien anvendes i rengøringsmidler som overfladeaktive stoffer, der fjerner snavs effektivt, mens olien blandt andet bruges i kosmetik og personlige plejeprodukter, fordi det har gode plejende effekter for huden.
Palmeolie er den mest effektive olieafgrøde i verden og udmærker sig ved at have et meget højt udbytte pr. hektar jord i forhold til andre kilder til vegetabilsk olie. Palmeolie giver op til fem gange større udbytte på samme areal end alternative olier som soja og majs. Udskiftes palmeolie til en anden form for olie vil det derfor kræve at endnu større områder omlægges til produktion og på den måde være en større belastning for miljøet og dyrelivet. Desuden har palmeolien en bestemt kædelængde på fedtsyren, som giver olien en række unikke egenskaber, som ikke findes i andre olier.
RSPO-certificeret palmeolie
RSPO er en non-profit medlemsorganisation og certificeringsordning, der blev stiftet i 2004 af en række grønne organisationer, herunder WWF, for at sikre en bæredygtig brug af palmeolie i forbrugerprodukter. Organisationen består i dag af både NGO’er, indkøbere og producenter som sammen har udviklet en standard for produktion og sporbarhed, der garanterer, at palmeolien lever op til både miljømæssige og sociale kriterier. Eksempelvis er det ikke tilladt at rydde urørte skovområder som er rige på biodiversitet og områder som har en høj bevaringsværdi, fordi de udgør en væsentlig værdi for lokale og traditionelle kulturelle behov. Der skal desuden tages hånd om og sikres rettigheder for de lokale arbejdere i henhold til lokale og internationale regler. Og så er der krav en væsentlig reduktion i brugen af pesticider.
Læs mere om palmeolie i vaske- og rengøringsmidler i dette faktaark.