Af Helle Fabiansen, adm. direktør i Kosmetik- og hygiejnebranchen
Jeg er enig med vandselskabernes brancheorganisation, Danva, når de i Altinget 17. januar skriver, at kosmetik- og medicinalindustrien skal betale for, at byspildevandet renses for de mikroforurenende stoffer, som branchen udleder. Vi er tilhængere af princippet om, at forureneren betaler, fordi det tilskynder til innovation og udvikling i en mere miljøvenlig retning. Derfor er vi også i udgangspunktet enige i EU-Kommissionens forslag til revision af byspildevandsdirektivet, hvor et udvidet producentansvar skal finansiere et fjerde rensetrin, der skal fjerne flere af de miljøfarlige stoffer fra byspildevandet.
I EU-Kommissionens forslag til revisionen af det nuværende byspildevandsdirektiv er det kosmetikindustrien, der sammen med medicinalindustrien gøres ansvarlige for 92 procent af udledningen af mikroforurenende stoffer. Vores branche bliver dog fejlagtigt tilskrevet en alt for stor andel af de mikroforurenende stoffer, som EU-Kommissionen mener, at kosmetikbranchen udleder.
Kæden hopper af, når EU-Kommissionen i sit udspil opstiller forkerte præmisser for det miljøproblem, som den ønsker at løse. For det første er forslagets definition af mikroforurenende stoffer så bred og upræcis, at kosmetikindustrien vil ende med at gøres ansvarlig for langt flere stoffer end blot dem, der udgør en reel miljøudfordring, og som derfor vil kræve et fjerde rensetrin for at blive fjernet fra byspildevandet.
For det andet bruger EU-Kommissionen i sit forslag den europæiske database over kosmetiske ingredienser, COSing til at fastslå, at kosmetikindustrien sammen med medicinalindustrien har det altoverskyggende ansvar for udledningen af mikroforurenende stoffer. Det er dog kun omtrent 20 procent af ingredienserne i databasen, der er aktive stoffer, som faktisk i dag anvendes i kosmetik og personlige plejeprodukter. Derfor bliver kosmetikbranches udledning kraftigt overestimeret.
Desuden er der et overlap mellem ingredienser, der også i vidt omfang anvendes af andre sektorer og brancher. Det gælder eksempelvis koffein, som anvendes i kosmetisk, men som kosmetikindustrien næppe er den største udleder af. Det forhold tager EU-Kommissionen ikke højde for i sit forslag, og kosmetikindustriens del af ansvaret er således ikke proportionalt med de byrder, som branchen pålægges.
Jeg finder det også problematisk, at forslaget om udvidet producentansvar på byspildevand vil føre til, at producenten kommer til at betale flere gange for det samme produkt. Det er vel næppe hensigten at pålægge industrien unødige omkostninger. I stedet bør EU-Kommissionen sikre, at producentansvaret kun betales i det land, hvor rensningen af byspildevandet rent faktisk vil finde sted.
Udvidet producentansvar på byspildevand er grundlæggende en fair og god metode til at sørge for, at forureneren betaler. I sin nuværende for rammer EU-Kommissionens forslag til et revideret direktiv for byspildevand dog helt skævt og pålægger kosmetikindustrien en uforholdsmæssig og urimelig stor del af de økonomiske omkostninger. Kosmetikindustrien vil gerne betale for sin del af forureningen med mikroforurenende stoffer, så lad os sammen lave en model, hvor det rent faktisk er tilfældet.
Indlægget er bragt på Altinget Miljø 21. april 2023.
